Hjul Forside Hjul Praktisk Hjul Priser Hjul Kontakt Hjul Links

Logo for Psykolog Hos Dig

Angst

Mange mennesker slås med angst i deres hverdag. Angsten kan komme pludseligt, som et lyn fra en klar himmel, eller den kan komme lidt efter lidt, og vokse sig så stor, at det efterhånden kan føles, som om den fylder alt. Uanset i hvilken grad du oplever angst, kan der gøres noget ved det. Kognitiv terapi har vist sig særligt effektiv til behandling af angst, hvad enten det drejer sig om pludseligt opstået angst (panik-angst), en mere generel ængstelse (generaliseret angst) eller situationsbetinget angst, - fobier som f.eks. socialfobi (angst for at være i sociale sammenhænge med andre mennesker), agorafobi (angst for at færdes på åbne pladser, i menneskemylder, bl.a. i bus og tog), klaustrofobi (angst for lukkede rum, f.eks. elevatorer), for blot at nævne nogle af de mest almindelige fobier. Også overfor OCD (Obsessive Compulsive Disorder), hvor angsten fører til tvangstanker og/eller tvangshandlinger, er kognitiv terapi virksom.

Behandling af angst.

I terapien skal vi arbejde med forskellige redskaber fra den kognitive metode, - bl.a. i form af hjemmeopgaver, der skal løses i tiden mellem samtalerne. Formålet med både samtaler og hjemmeopgaver er, systematisk at undersøge angsten, så vi kan blive klogere på de negative og uhensigtsmæssige tankemønstre, som vækker angsten til live. I kognitiv terapi fungerer det terapeutiske rum som et laboratorium, hvor vi er to "specialister", som på lige fod samarbejder om at studere et fænomen (her er det angst) med det formål at fjerne angsten. Som samarbejdspartnere byder vi ind med hver vores "special-viden", idet jeg har "special-viden" om kognitiv terapi og om psykologi i det hele taget, mens du har "special-viden" om dig og om dit liv.

Undervejs i forløbet vil vi afdække hvordan sammenhængene mellem tanker, adfærd, følelser og kropslige fornemmelser spiller sammen med (ofte gamle og automatiske) negative og uhensigtsmæssige tankemønstre. Når vi får afdækket disse tankemønstre, og får undersøgt og udfordret tankemønstrenes sandhedsværdi, vil du opleve, at angsten efterhånden opløses.

Hjul Forside